Fra Rejsekort til Basiskort
Systemet med at kunne checke ind med sit betalingskort, virker kun, hvis man som rejsende skal gennem en fysisk barriere eller hvis man kun rejser inden for samme byområde.
Med Basiskortet kan man rejse i hele Danmark og dermed på tværs af zoner, trafikselskaber og landsdele.
Det fysiske Rejsekort lukker i maj 2026. Det nye fysiske alternativ, Basiskort, lanceres i god tid forinden, så alle har mulighed for at vænne sig til det.
Forskellen på det fysiske Rejsekort og Basiskort
- Med Basiskort skal du checke ind, hver gang du står på, og checke ud, hver gang du står af. Det gælder også ved skift undervejs, selv hvis turen fortsætter med samme type transportmiddel.
- Der er kun én slags Checkpunkt. De nye gule Checkpunkter skal du nemlig bruge til både at checke ind og checke ud på.
- Basiskort skal ikke tankes op. I stedet bliver dine betalinger samlet og trukket én gang dagligt fra det betalingskort, du skal knytte til dit Basiskort. Prisen vises derfor heller ikke længere på kortlæseren. Du vil dagligt få en kvittering på e-mail, og du kan også altid få overblik over dine rejser og betalinger på Selvbetjeningen.
- Basiskort har ingen udløbsdato, som det fysiske Rejsekort har.
Teknologien bag de blå punkter og det fysiske Rejsekort er ved at være forældet. Det betyder, at systemet alligevel stod for at skulle opdateres.
Samtidig gør tilknytningen af en betalingsmetode det lettere at rejse med Basiskortet, uden at skulle huske at tanke op.
Der vil også kun være én slags Checkpunkt i stedet for de nuværende 2 typer til check ind og check ud. Med de nye Checkpunkter checker du altså både ind og ud på samme type stander.
Det fysiske Pensionistkort, populært kaldet Mimrekort, kommer til at fortsætte i sin nuværende form.
Du skal derfor ikke skifte til Basiskort.
Det fysiske Rejsekort lukker i maj 2026.
Teknologien bag de blå punkter, som du kender fra stationer og busser, er ved at udløbe og derfor skal det lukkes ned.
Mange rejsende vælger derfor allerede nu at downloade enten Rejsekort-appen for at slippe for plastikkort og optankning eller Rejsebillet-appen til billetkøb, pendlerkort og Ungdomskort.
Men det skal altid være muligt for rejsende i Danmark at købe billet til den kollektive transport.
Derfor bliver det fysiske Basiskort en mulig afløser for dit fysiske Rejsekort.
I slutningen af 2025 testes Checkpunkterne af udvalgte testdeltagere i de gule bybusser i Århus og på enkelte busruter i København.
Først når Basiskortet er endeligt klar til national lancering, vil det være muligt for alle i Danmark at købe og rejse med Basiskort.
Der kommer ny Pendler Kombi løsning på det nye fysiske Basiskort og på Rejsekort-appen senere i 2026.