Hvorfor Basiskort?
Basiskort lanceres i starten af 2026 i god tid før det fysiske Rejsekort lukker i maj 2026.
Teknologien bag de blå punkter, som du kender fra stationer og busser, er ved at udløbe og derfor skal det lukkes ned.
Mange rejsende vælger derfor allerede nu at downloade enten Rejsekort-appen for at slippe for plastikkort og optankning eller Rejsebillet-appen til billetkøb, pendlerkort og Ungdomskort.
Men det skal altid være muligt for rejsende i Danmark at købe billet til den kollektive transport.
Derfor bliver det fysiske Basiskort en mulig afløser for dit fysiske Rejsekort - også hvis du allerede har Rejsekort-appen.
Hvem er Basiskort til?
Det fysiske Basiskort er et alternativ til dig, der for eksempel ikke har en smartphone, er utryg ved at bruge en app eller ganske enkelt ønsker at rejse 100% anonymt. Du vil i løbet af 2026 kunne vælge det nye fysiske kort: Basiskort. Du rejser anonymt ved for eksempel at købe et Basiskort med kontanter i en 7-Eleven, tanke kortet op med kontanter og derefter kan du rejse uden et tilknyttet betalingskort.
Vi afprøver alle Checkpunkter
Du vil allerede nu kunne opleve de nye gule Checkpunkter i udvalgte Midttrafik- og Moviabusser og på enkelte tog- og metrostationer. Men de er ikke taget i brug endnu. Først i starten af 2026 vil de gule Checkpunkter og det nye fysiske Basiskort være klar til brug i hele landet.
Få svar på dine spørgsmål om Basiskort
Herunder kan du læse og få svar på spørgsmål om Basiskort, hvordan du bruger det i den offentlige transport, priser og hvem der kan rejse med kortet.