Gå til hovedindhold

Privatlivspolitik for Rejsekort som app

Gyldig fra 20. februar 2026
Version 6

1. Dataansvarlig

Rejsekort & Rejseplan A/S er dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger, som indsamles i forbindelse med brug af Rejsekort & Rejseplan A/S’ systemer, herunder Basiskortet og Selvbetjeningen, www.mit.rejsekort.dk.

Se kontaktinformationer under afsnit 3 nedenfor.

2. Privatlivspolitik for Rejsekort-appen

Rejsekort & Rejseplan A/S lægger stor vægt på, at du er tryg ved at være kunde hos os og ved at bruge Rejsekort & Rejseplan A/S’ systemer, herunder Basiskort, Rejsekort-appen, hjemmeside og Selvbetjeningen, www.mit.rejsekort.dk.

Derfor behandler Rejsekort & Rejseplan A/S de oplysninger, du giver os, og som vi indsamler om dig i forbindelse med din brug af Rejsekort-appen og vores øvrige systemer, ansvarsfuldt, med respekt for dit privatliv og naturligvis i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesretlige regler.

Du kan læse mere om vores behandling af dine oplysninger i denne privatlivspolitik, som gælder specifikt for Rejsekort-appen. Bruger du både Rejsekort-appen og Basiskort, skal du læse begge privatlivspolitikker, da der er forskelle i hvilke oplysninger der indsamles, og hvor længe de opbevares.

Rejsekort-appen er en mobilapplikation (herefter benævnt ”app” eller ”appen”) udviklet af Rejsekort & Rejseplan A/S, hvori du kan købe gyldig elektronisk billet (rejsehjemmel) til kollektiv transport hos trafikvirksomheder, som er tilsluttet Rejsekort & Rejseplan A/S. For oplysninger om de tilsluttede trafikvirksomheder, henvises til vilkår for Rejsekort-appen afsnit 3.

 

3. Kontaktoplysninger for dataansvarlig og databeskyttelsesrådgiver

Rejsekort & Rejseplan A/S’ kontaktoplysninger er:

Rejsekort & Rejseplan A/S
Automatikvej 1
2860 Søborg
CVR-nr.: 27 33 20 72

Rejsekort Kundecenter Telefon: 70 11 33 33

Via kontaktformular på Rejsekort.dk

Pr. brev til:
Rejsekort Kundecenter Postboks 736
2500 Valby

Kontaktoplysninger til vores Databeskyttelsesrådgiver (DPO) er:
DPO@rejsekort.dk
Telefon: 70 20 40 08

Telefontid er hverdage i tidsrummet 10-14.

 

4. Hvilke oplysninger indsamles, og hvad er formålet med behandlingen

Rejsekort & Rejseplan A/S behandler de oplysninger, du selv afgiver i forbindelse med oprettelse som bruger af Rejsekort-appen. Rejsekort & Rejseplan A/S behandler desuden en række oplysninger, som skabes gennem din brug af appen og Selvbetjeningen.

Generelt om oprettelse som kunde i Rejsekort-appen og Basiskort:

Du opretter en unik profil, der vil blive brugt på tværs af Rejsekort & Rejseplan A/S’ to produkter, Rejsekort-appen og Basiskort, hvis du anvender begge produkter.

 

Det betyder, at hvis du både bruger Rejsekort-appen og Basiskort, skal du kun oprette én profil. Hvis du ændrer i dine oplysninger, vil det slå igennem på din profil og i begge produkter.

4.1 Oplysninger ved oprettelse af din profil

De oplysninger, som du selv skal afgive i forbindelse med profiloprettelse for brug af appen, er: 

  • Dit mobiltelefonnummer
  •  Din e-mailadresse
  • Dit for- og efternavn
  • Din fødselsdato
  • Tilknyttet betalingsmiddel

Der skabes derudover et systemgenereret unikt bruger-id, som knyttes til din profil, ligesom der ved profiloprettelse tilknyttes en kundetype til din profil, baseret på din indtastede fødselsdato.

4.2 Oplysninger ved oprettelse af brugere under 18 år

Den voksne forældremyndighedsindehaver eller værge, skal i forbindelse med profiloprettelse til en bruger under 18 år(barnet), afgive disse oplysninger:

  • Barnets for- og efternavn
  • Barnets fødselsdato

I forbindelse med profiloprettelse af et barn skal den voksne bekræfte med MitID-opslag, at den voksne er mindst 18 år gammel. Der indsamles ikke andre oplysninger fra MitID end oplysningen om, at den voksne er mindst 18 år gammel.

Oplysninger om den voksnes betalingsmiddel knyttes automatisk til profilen på barnet. Barnet skal selv oplyse sit mobiltelefonnummer ved oprettelse i appen, mens e-mailadresse er frivilligt.

4.3 Oplysninger ved ansøgning og oprettelse af kundetype Pensionist under 67 år

I forbindelse med ansøgning om at blive oprettet med kundetype ”Pensionist” under 67 år, har Rejsekort & Rejseplan A/S behov for at behandle yderligere personoplysninger om dig.

Din identitet skal bekræftes med enten MitID-opslag eller anden dokumentation. Gennem MitID-opslag modtager Rejsekort & Rejseplan A/S oplysninger om dit fornavn, efternavn og fødselsdato fra MitID, som registreres på din profil. Er identitetsvalideringen succesfuld, så registreres din profil som identitetsvalideret, mens en fejlet identitetsvalidering ikke medfører en registrering på din profil.

Du skal i forbindelse med ansøgning om kundetype ”Pensionist” give samtykke til, at Rejsekort & Rejseplan A/S indsamler og behandler dit CPR-nr. Rejsekort & Rejseplan A/S behandler dit CPR-nr. for at undersøge, om du i forvejen er registreret med kundetype ”Pensionist” i systemet tilknyttet det fysiske Rejsekort, og om du derfor kan få overført kundetypen til din profil i Rejsekort-appen. Har du ikke et fysisk Rejsekort med kundetype ”Pensionist”, så behandles dit CPR-nr. til at undersøge, om du er registreret som modtager af førtids-, senior- eller tidlig pension (inkl. brøkpension) fra Udbetaling Danmark. Kan Rejsekort & Rejseplan A/S identificere dig som modtager af de førnævnte ydelsestyper, så registrerer Rejsekort & Rejseplan A/S kundetype ”Pensionist” på din profil. Rejsekort & Rejseplan A/S modtager ikke oplysninger om, hvilken pensionsydelse du modtager, men får et generelt svar tilbage fra Udbetaling Danmark.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke til behandling af dit CPR-nr. tilbage. Når ansøgningsprocessen er fuldendt, så sletter Rejsekort & Rejseplan A/S dit CPR-nr. Det vil således i praksis ikke have nogen effekt at tilbagetrække dit samtykke til behandling af CPR-nr.

4.4 Oplysninger ved ansøgning og oprettelse af kundetype Handicap

I forbindelse med ansøgning om at blive oprettet med kundetype ”Handicap”, har Rejsekort & Rejseplan A/S behov for at behandle yderligere personoplysninger om dig.

Du skal i forbindelse med ansøgning om kundetype ”Handicap” give samtykke til, at Rejsekort & Rejseplan A/S indsamler og behandler dit CPR-nr. og oplysningen om kundetype ”Handicap”, idet denne kundetype betragtes som en helbredsoplysning.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke til behandling af oplysningen om kundetype ”Handicap” tilbage. Dog vil det betyde, at du ikke kan rejse med kundetype ”Handicap” på fremtidige rejser.

Rejsekort & Rejseplan A/S behandler kortvarigt dit CPR-nr. til at identificere dig i systemet tilknyttet det fysiske Rejsekort, for at undersøge, om du i forvejen er registreret med kundetype ”Handicap”, og du derfor kan få overført kundetypen til din profil i Rejsekort-appen.

Du kan til enhver tid trække dit samtykke til behandling af dit CPR nr. tilbage. Når ansøgningsprocessen i appen er fuldendt, så sletter Rejsekort & Rejseplan A/S dit CPR-nr. Det vil således i praksis ikke have nogen effekt at trække dit samtykke til behandling af CPR-nr. tilbage.

Din identitet skal bekræftes med enten MitID-opslag eller anden dokumentation. Gennem MitID-opslag modtager Rejsekort & Rejseplan A/S oplysninger om dit fornavn, efternavn og fødselsdato fra MitID, som registreres på din profil. Er identitetsvalideringen succesfuld, så registreres din profil som identitetsvalideret, mens en fejlet identitetsvalidering ikke medfører en registrering på din profil.

 

4.5 Oplysninger om markedsføringssamtykke

Hvis du afgiver et markedsføringssamtykke, vil Rejsekort & Rejseplan A/S registrere dit samtykke, indtil du selv tilbagetrækker samtykket. Du har til enhver tid mulighed for selv at tilbagetrække samtykket – enten direkte i appen eller via de kanaler, du modtager markedsføring på, fx e-mail.

4.6 Oplysninger om flere rejsende tilføjet på din rejse

Rejsekort & Rejseplan A/S registrerer, hvilke kundetyper du tilføjer, samt antal rejsende pr. kundetype på rejsen for at kunne beregne den rigtige pris.

4.7 Lokations- og aktivitetsoplysninger

Appens adgang til data:

Når du bruger appen til at købe billet/rejsehjemmel til kollektiv transport, indsamler Rejsekort & Rejseplan A/S de nødvendige lokationsoplysninger (GPS) og aktivitetsoplysninger (bevægelsessensorer) fra din mobiltelefon.

Appen har kun adgang til data, som er nødvendige for at give dig gyldig rejsehjemmel til kollektiv transport, ligesom appen kun har adgang til data, når du åbner appen, samt under din rejse fra check ind og check ud, og indtil din rejse er beregnet.

Rejsekort & Rejseplan A/S registrerer ikke lokationsoplysninger og aktivitetsdata (bevægelsessensorer), når du ikke bruger appen, og f.eks. har den liggende i baggrunden på din telefon.

Hvornår er data kun på din telefon, og hvornår sendes den til Rejsekort & Rejseplan A/S

Når du åbner appen, registreres din lokation lokalt på din telefon for 5 minutter ad gangen med løbende overskrivning af nye data, hvis du har appen åben længere end 5 minutter, uden at checke ind.

Dette sker for at finde den nærmeste station eller stoppested, som bliver startlokationen, når du checker ind.

Hvis du åbner og lukker appen uden at checke ind, vil de registrerede lokationsoplysninger hverken blive gemt på din telefon eller sendt til Rejsekort & Rejseplan A/S.

Hvis du åbner appen og checker ind, videresendes kun lokationsdata for de sidste 2 minutter inden check ind til Rejsekort & Rejseplan A/S (dvs. fra du åbner appen, og indtil du har checket ind) med henblik på at kunne verificere, at det af systemet identificerede stoppested er det rigtige.

 

Når du checker ind

Når du checker ind, sendes tid og lokation for check ind til Rejsekort & Rejseplan A/S, og appen sporer og videresender derefter din lokation og aktivitet, indtil du er checket ud igen.

Når du checker ud (enten selv eller automatisk af systemet)

Når du selv checker ud umiddelbart efter afsluttet rejse, sendes den lokation, som udgør rejsens afslutning, til Rejsekort & Rejseplan A/S.

Hvis du ikke checker ud straks efter afslutning af din rejse, indsamler appen fortsat lokationsdata på dig for at sikre, at du fortsat har gyldig rejsehjemmel, selvom du skifter transportmiddel. Når du efterfølgende enten selv checker ud, eller systemet checker dig ud for dig, vil din rejse blive beregnet, og det mest sandsynlige sted for, hvor din rejse rent faktisk blev afsluttet, vil udgøre slutdestinationen på din rejse.

Appen stopper med at indsamle og videresende dine lokationsoplysninger, når du er checket ud enten af dig selv eller automatisk af systemet, og systemet har beregnet din rejse. Det betyder, at appen stopper med at indsamle dine lokationsdata, så snart systemet har fastslået, hvor check ud er foretaget. I områder med dårlig mobilforbindelse kan det tage længere tid at registrere din lokation, end i områder med god mobilforbindelse. Dette sker for at give dig gyldig rejsehjemmel på hele rejse, for at danne den korrekte billet, som svarer til din rejserute og benyttede transportmidler, samt for at beregne den rigtige pris herfor.

 

Formål med at indsamle lokationsdata fra rejsens afslutning til check ud

Rejsekort & Rejseplan A/S indsamler lokationsoplysninger og aktivitetsdata fra tidspunktet for afslutning af din rejse og indtil systemet har registreret din check ud, for at sikre: 

    1. at systemet fungerer korrekt, herunder til forbedring af funktionalitet og udbedring af systemfejl

    2. at du ikke har misbrugt systemet, og

    3. at vi kan betjene dig i Rejsekort Kundecenter

For nr. 1 opbevarer og behandler Rejsekort & Rejseplan A/S personoplysningerne i pseudonym form, dvs. hvor personoplysningerne er maskerede og ikke umiddelbart kan henføres til dig uden yderligere oplysninger.

For nr. 2 og 3 har Rejsekort & Rejseplan A/S brug for at behandle og opbevare personoplysningerne i umiddelbar personhenførbar form, da Rejsekort & Rejseplan A/S har brug for at kende identiteten på den enkelte kunde, f.eks. for at berigtige rejseoplysninger, hvor en slutdestination er beregnet forkert og for at opdage og hindre konkret misbrug af vores system.

4.8 Oplysninger om rejsehistorik og betalinger

Du kan se din rejsehistorik og gennemførte betalinger i Rejsekort-appen og på Selvbetjeningen. Hvis du har checket flere ind på din rejse, vil du også kunne se det.

Da du har krav på at kontrollere og eventuelt gøre indsigelser overfor beregningen af dine rejser, opbevarer Rejsekort & Rejseplan A/S din rejsehistorik og gennemførte betalinger for din brug af Rejsekort-appen i 36 måneder.

Betaler du for en bruger under 18 år i Rejsekort-appen og/eller Basiskort, vil du også kunne se betaling og overordnet rejsehistorik (start og slutstation/stoppested) for denne bruger. Eftersom brugere under 18 år ikke selv kan tilføje et betalingsmiddel i Rejsekort-appen, har brugere under 18 år ikke adgang til gennemførte betalinger, men kan tilgå deres rejsehistorik i appen.

4.9 Oplysninger ved kontakt til Rejsekort Kundecenter

Hvis du kontakter Rejsekort Kundecenter via telefon, kontaktformular i app eller hjemmesiden, gemmer Rejsekort & Rejseplan A/S desuden de personoplysninger, som du i den forbindelse afgiver, og som har relevans for din henvendelse og dit kundeforhold.

Ved telefonisk kontakt til Rejsekort Kundecenter, bliver dine opkald optaget, hvis du giver samtykke til det. Optagelserne anvendes til dokumentations- og uddannelsesformål og slettes efter 30 dage. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte Rejsekort Kundecenter. 

 

5. Profilering til brug for at opdage og forhindre misbrug af appen
Rejsekort & Rejseplan A/S bruger profilering for at opdage og forhindre misbrug af Rejsekort-appen.

Profileringen foregår ved, at systemet identificerer, når der foreligger misbrugslignende adfærd på de gennemførte rejser. Hver rejse kontrolleres automatisk for misbrugslignende adfærd. Systemet knytter en pointværdi til hver enkelt foretaget rejse, som indikator for, om rejsemønsteret for den enkelte rejse viser tegn på misbrug. Systemet beregner pointværdien isoleret pr. rejse.  Systemet gemmer alle genererede pointværdier pr. kunde, og disse værdier bruges som en del af eventuel konkret manuel sagsbehandling ved mistanke om misbrugslignende adfærd.

Nærmere beskrivelse af håndtering af misbrug fremgår af Vilkår for Rejsekort-appen, som du finder direkte i appen, samt på www.rejsekort.dk under det med småt.

I Rejsekort-appen og Basiskort-systemet udgør profileringen beslutningsstøtte for sagsbehandlerne, og der gøres dermed ikke brug af automatiske afgørelser.

5.1 Oplysninger om eventuel blokering af profil                   

Rejsekort & Rejseplan A/S kan under visse omstændigheder blokere din profil ved misbrugslignende adfærd så du blokeres fra anvendelse af både appen og Basiskort. Læs nærmere om reglerne for håndtering af misbrug i Vilkår for Rejsekort-appen, som du finder direkte i appen, samt www.rejsekort.dk under det med småt.

 

6. Hvem har adgang til personoplysninger?

Kun medarbejdere med arbejdsbetinget behov hos Rejsekort & Rejseplan A/S og hos nedenstående databehandlere, har adgang til de indsamlede personoplysninger.

Det omfatter medarbejdere i:

  • Trafikvirksomheder.
    Relevante medarbejdere i de tilsluttede trafikvirksomheder har adgang til oplysninger, der er nødvendige for at kunne betjene dig og administrere dit kundeforhold. Det omfatter din rejse- og betalingshistorik samt oplysninger om dig, herunder navn, fødselsdato, kontaktoplysninger mv.
    • Trafikvirksomheder er: 
      • GoCollective
      • DSB
      • Metroselskabet
      • FynBus
      • Movia
      • Nordjyllands Trafikselskab
      • Midttrafik
      • Sydtrafik
      • Hovedstadens Letbane
  • IT-leverandører.
    Rejsekort & Rejseplan A/S’ IT-leverandører agerer som databehandlere, og har derfor underskrevet en databehandleraftale, som forpligter dem til at overholde databeskyttelsesreglerne, og kun behandle dine oplysninger i overensstemmelse med vores instruks herom. IT-leverandør Fairtiq leverer og drifter Rejsekort-appen, Basiskort og tilhørende systemer
  • Derudover bruger Rejsekort & Rejseplan A/S IT-leverandørerne MailJet, Amazon Simple Email Service og LINK Mobility til udsendelse af henholdsvis mails og SMS’er til Rejsekort-brugere, samt VIPPS MobilePay og Frisbii til håndtering af betalinger og Lector til håndtering af øvrig sagsbehandling.

6.1 Videregivelse af personoplysninger 

Hvis relevant, videregiver Rejsekort & Rejseplan A/S nødvendige personoplysninger, herunder rejsehistorik, rejsens pris og nummer (ikke GPS-punkter), i pseudonym form til de tilsluttede trafikvirksomheder i forbindelse med indtægtsdeling og afregning overfor disse, samt til deres selvstændige behandling af økonomisager, trafikanalyser og -planlægning jf. lov om trafikselskaber.

 

Hvis relevant videregiver Rejsekort & Rejseplan A/S nødvendige personoplysninger i umiddelbar personhenførbar form til de tilsluttede trafikvirksomheder i forbindelse med deres selvstændige behandling af kontrolafgiftssager, inddrivelsessager, kundeklager, rejsetidsgarantisager og økonomisager.Rejsekort & Rejseplan A/S videregiver de nødvendige personoplysninger til de tilsluttede trafikvirksomheder med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, da Rejsekort & Rejseplan A/S forfølger en legitim interesse til at værne om trafikvirksomhedernes krav i henhold til aftalerne med kunderne, og da kundernes interesser ikke går forud herfor.

 

På samme måde, og kun hvis det er relevant, videregiver Rejsekort & Rejseplan A/S dine personoplysninger til offentlige myndigheder, primært til Trafikstyrelsen, som bl.a. foretager indtægtsdeling for visse indtægter i kollektiv transport.

 

Rejsekort & Rejseplan A/S videregiver relevante oplysninger om dig, såsom navn, adresse, telefonnummer, mailadresse og sagsnummer til analyseinstitutterne Wilke, Epinion og Axcessnordic, med det formål, at de udfører frivillige kundetilfredshedsundersøgelser for Rejsekort & Rejseplan A/S. Analyseinstitutterne sletter de modtagne personoplysninger, når opgaven er udført.Rejsekort & Rejseplan A/S vurderer, at Rejsekort & Rejseplan A/S lovligt kan videregive de nødvendige personoplysninger til de nævnte analyseinstitutter, da kundetilfredshedsundersøgelserne gennemføres med et foreneligt formål, som sikrer løbende optimering af kundeforhold, herunder løsninger og processer.

 

Derudover videregiver Rejsekort & Rejseplan A/S i visse situationer personoplysninger til brug for forskningsprojekter. Rejsekort & Rejseplan A/S videregiver kun personoplysninger, hvis Rejsekort & Rejseplan A/S konkret vurderer, at det er lovligt at videregive, at videregivelsen tjener et sagligt og legitimt formål og at det er etisk forsvarligt. Rejsekort & Rejseplan A/S sørger desuden for, at de videregivne oplysninger i videst muligt omfang er sikret, herunder ved pseudonymisering, hvis fuld anonymisering af oplysningerne ikke er muligt.

 

7. Hvordan og hvor længe opbevares oplysninger om dig inkl. lovgrundlaget?

Rejsekort & Rejseplan A/S opbevarer dine personoplysninger i IT-systemer med kontrolleret og begrænset adgang og på servere hos AWS Amazon inden for EU. Rejsekort & Rejseplan A/S sikrer desuden dine personoplysninger med passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger fra registreringen sker og indtil sletning. Rejsekort & Rejseplan A/S sletter dine personoplysninger, så snart Rejsekort & Rejseplan A/S ikke længere har brug for dem for at opfylde formålene, til hvilke oplysningerne blev indhentet.

Rejsekort & Rejseplan A/S gemmer oplysninger om dig som kunde, så længe, det er nødvendigt af hensyn til formålene nævnt under afsnit 4, jf. nedenstående tabel:

 

 

Type personoplysninger

Opbevaringsperiode

Lovgrundlag

Stamoplysninger (navn, alder mv.)

Så længe du er kunde hos os og indtil 5 år efter udgangen af det år, hvor kundeforholdet er ophørt (eller kundeforhold uden aktivitet)

Så længe du er kunde hos os, GDPR art. 6, stk. 1, litra b.

Efter endt kundeforhold i forhold til GDPR art. 6, stk. 1, litra c, jf. bogføringslovens § 12.

Kontaktoplysninger (e-mail og telefonnummer)

Så længe du er kunde hos os og indtil 3 år efter din sidste rejse

Så længe du er kunde hos os, GDPR art. 6, stk. 1, litra b.

 

Efter endt kundeforhold, GDPR art. 6, stk. 1, litra f, da vi vurderer, at vi har en legitim interesse i at kunne dokumentere disse oplysninger i forbindelse med et eventuelt krav du måtte fremsætte mod os frem til forældelsesfristen på 3 år, jf. forældelseslovens § 3.

Oplysning om at du som voksen er aldersvalideret (bekræftet at være mindst 18 år) i forbindelse med, at du har tilknyttet et barn på din profil

Så længe du er kunde hos os, da oplysningen alene åbner for muligheden for at oprette et barn under 18 år.

 

Så længe du er kunde hos os, GDPR art. 6, stk. 1, litra b.

CPR nr, hvis du ansøger om kundetype Handicap eller Pensionist (under 67 år)

Så længe Rejsekort & Rejseplan A/S behandler din ansøgning, hvorefter dit CPR-nr. slettes.

Dit samtykke, jf. GDPR art. 6, stk. 1, litra a

Oplysning om at du som kunde er identitetsvalideret i forbindelse med, at du er registreret med kundetype Handicap eller Pensionist (under 67 år)

Så længe du er kunde hos os og indtil 3 år efter du har foretaget din sidste rejse med offentlig transport, og den sidste transaktion er gennemført.

Så længe du er kunde hos os, GDPR art. 6, stk. 1, litra b.

Oplysninger om din kundetype, antal og kundetyper på flere rejsende og rejsers pris.

5 år fra udgangen af det år, som transaktionen vedrører.

GDPR art. 6, stk. 1, litra b, så længe du er kunde hos os, og efter endt kundeforhold GDPR art. 6, stk. 1, litra c, jf. bogføringslovens § 12

 

Kundetype Handicap er baseret på indhentet samtykke (GDPR art. 9, stk. 2, litra a samt art. 6, stk. 1, litra a)

Oplysninger om din mobile enhed, mærke og model, operativsystem mv.

3 år fra registreringen af oplysningerne.

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, da vi vurderer, at vi har en legitim interesse i at kunne dokumentere disse oplysninger i forbindelse med et eventuelt krav, du måtte fremsætte mod os frem til forældelsesfristen på 3 år, jf. forældelseslovens § 3

Oplysninger om dine rejsedata, herunder lokationsoplysninger (GPS) og aktivitetsdata fra rejsens start til rejsens afslutning (del af rejsen i offentlig transport)

 

Eksempel: lokationsdata indhentet fra du stiger på S-tog linje A og til du stiger af S-toget igen

Vi opbevarer rejsedata (din rejse i kollektiv transport) i 3 år fra registreringen af oplysningerne.

 

Herefter opbevares rejsedata i anonymiseret form til analyseformål.

 

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, da vi vurderer, at vi har en legitim interesse i at kunne dokumentere disse oplysninger og den beregnede rute samt pris i forbindelse med et eventuelt krav du måtte fremsætte mod os frem til forældelsesfristen på 3 år, jf. forældelseslovens § 3

Lokationsoplysninger indhentet fra check ind og indtil rejsens start (ikke del af rejse i kollektiv transport)

 

Eksempel: lokationsdata indhentet fra du checker ind og til du stiger på S-tog linje A

Lokationsoplysninger og aktivitetsdata slettes efter 2 måneder - for så vidt angår data udover 5 minutter før rejsens start med første kollektive transportmiddel.

 

Oplysningerne opbevares i yderligere 2 måneder i back-ud af tekniske årsager.

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at opdage samt forhindre snyd med appen samt at foretage systemforbedringer og ændre systemfejl til fordel for samtlige rejsende med kollektiv trafik

Rejsekort Kundecenter har kun adgang til disse oplysninger i 30 dage fra rejsen til brug for kundeservice.

 

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at kunne berigtige din eventuel forkert beregnede rejse, så du betaler i overensstemmelse med den faktisk foretaget rejse.

Lokationsoplysninger indhentet mellem to ”sammenhængende” rejser med kollektiv transport, hvor der ikke er checket ud før afslutning af den sidste del af rejsen – og hvor tiden mellem de to rejser overstiger 30 minutter

 

Eksempel: lokationsdata indhentet fra du stiger af S-tog linje A og indtil du stiger på Metro linje M2

Lokationsoplysninger og aktivitetsdata slettes efter 2 måneder - for så vidt angår data udover 5 minutter efter slutdestination for første kollektive transportmiddel og frem til 5 minutter før rejsens start for næste kollektive transportmiddel.

 

Oplysningerne opbevares i yderligere 2 måneder i back-up af tekniske årsager.

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at opdage samt forhindre snyd med appen samt at foretage systemforbedringer og ændre systemfejl til fordel for samtlige rejsende med kollektiv trafik.

Rejsekort Kundecenter har kun adgang til disse oplysninger i 30 dage fra rejsen til brug for kundeservice.

 

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at kunne berigtige din eventuel forkert beregnede rejse, så du betaler i overensstemmelse med den faktisk foretaget rejse.

Lokationsoplysninger og aktivitetsdata relateret til perioden fra slutdestination/rejsens afslutning med kollektiv transport og frem til check ud (dvs. perioden som ikke vedrører rejse med kollektiv trafik)

 

Eksempel: lokationsdata indhentet efter du stiger af Metro linje M2 frem til dit check ud

Lokationsoplysninger og aktivitetsdata slettes efter 2 måneder – for så vidt angår data udover 5 minutter efter endt rejse

 

Oplysningerne opbevares i yderligere 2 måneder i back-up af tekniske årsager.

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at opdage samt forhindre snyd med appen samt at foretage systemforbedringer og ændre systemfejl til fordel for samtlige rejsende med kollektiv trafik.

Rejsekort Kundecenter har kun adgang til disse oplysninger i 30 dage fra rejsen til brug for kundeservice.

 

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, idet vi vurderer, at vi har en legitim og saglig interesse i at kunne berigtige din eventuel forkert beregnede rejse, så du betaler i overensstemmelse med den faktisk foretaget rejse.

Sagsoplysninger registreret ved henvendelser til Rejsekort Kundecenter

via telefon, kontaktformular i app eller på hjemmesiden.

3 år fra registreringen af oplysningerne.

GDPR art. 6, stk. 1, litra f, da vi vurderer, at vi har en legitim interesse i at kunne dokumentere disse oplysninger i forbindelse med et eventuelt krav du måtte fremsætte mod os frem til forældelsesfristen på 3 år, jf. forældelseslovens § 3

Optagelser af telefonsamtaler i Rejsekort Kundecenter

30 dage fra tidspunktet for optagelsen.

Dit samtykke, jf. GDPR art. 6, stk. 1, litra a

Markedsføringssamtykke

Indtil du selv tilbagetrækker dit samtykke.

 

Efter samtykket er tilbagetrukket er vi forpligtet til at opbevare oplysninger herom i 2 år.

Dit samtykke, jf. GDPR art. 6, stk. 1, litra a

 

Dit markedsføringssamtykke indhentes efter markedsføringslovens §2, nr. 14, jf. §10 og kan til enhver tid trækkes tilbage.

 

Opbevaringsperioden vil efter en konkret vurdering kunne fraviges, så personoplysningerne slettes på et tidligere eller på et senere tidspunkt, hvis der er konkrete, saglige grunde hertil. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis du anmoder om sletning, og det er mere end 5 år siden, du har benyttet appen til at købe billet/rejsehjemmel. I et sådan tilfælde vil sletning af dine oplysninger kunne ske tidligere end angivet i skemaet. Hvis der derimod f.eks. verserer en sag ved domstolene, kan de angivne opbevaringsperioder efter en konkret vurdering forlænges ud over angivet i skemaet.

Hvis du også anvender Basiskort, vil du kunne læse de konkrete opbevaringsperioder i Privatlivspolitik for Basiskort, som kan findes på www.rejsekort.dk under det med småt.

Overførsel af oplysninger til 3. lande

Rejsekort & Rejseplan A/S opbevarer alene data på servere beliggende inden for EU. Rejsekort & Rejseplan A/S har dog leverandører, som er hjemmehørende udenfor EU, hhv. i Schweiz og USA. Leverandøren i USA er tilknyttet EU-U.S. Data Privacy Framework, og hører således under EU kommissionens tilstrækkelighedsafgørelse fra juli 2023. Schweiz er derudover på EU kommissionens liste over sikre tredjelande.

 

9. Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til Rejsekort & Rejseplan A/S’ behandling af dine personoplysninger. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte Rejsekort & Rejseplan A/S. Se kontaktoplysninger ovenfor under afsnit 3.

Dine rettigheder er:

Ret til at se oplysninger (indsigtsret)
Du har ret til at få indsigt i de personoplysninger, som Rejsekort & Rejseplan A/S behandler om dig.

Ret til berigtigelse (rettelse)
Du har ret til at få rettet urigtige oplysninger om dig selv. Du har også ret til at få dine oplysninger suppleret med yderligere oplysninger, hvis det vil gøre dine personoplysninger mere fuldstændige og/eller ajourførte. Du har mulighed for selv at rette dine profiloplysninger direkte i appen, i Selvbetjeningen, via betjent salgssted eller Rejsekort Kundecenter.


Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for den almindelige generelle sletning indtræffer. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om du kan få slettet dine oplysninger før generel sletning.

Ret til begrænsning af behandling
I visse tilfælde har du ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må Rejsekort & Rejseplan A/S fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.


Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod Rejsekort & Rejseplan A/S’ ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. Det gælder kun, hvis Rejsekort & Rejseplan A/S’ behandling hviler på databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f (legitim interesse). Rejsekort & Rejseplan A/S må derefter kun behandle dine personoplysninger, hvis Rejsekort & Rejseplan A/S kan påvise vægtige, legitime grunde til behandlingen, der går forud for dine interesser, rettigheder og frihedsrettigheder, eller behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Du kan også gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger til direkte markedsføring.

Tilbagekaldelse af samtykke
Hvis du har afgivet samtykke, har du til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage. Det kan du gøre ved at kontakte Rejsekort Kundecenter på de kontaktoplysninger, der fremgår ovenfor under afsnit 1. Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af den behandling, der er foretaget, før du trak dit samtykke tilbage.

Hvis du trækker dit samtykke tilbage, betyder det, at Rejsekort & Rejseplan A/S som udgangspunkt begrænser fremtidig behandlingen af dine personoplysninger, ved at slette eller anonymisere de personoplysninger, som behandles i medfør af samtykket.

Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)
Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger til en anden dataansvarlig uden hindring.

9.1 Ret til at klage til Datatilsynet

Hvis du ikke er tilfreds med vores behandling af dine personoplysninger, eller hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Du kan klage over Rejsekort & Rejseplan A/S’ behandling af dine personoplysninger til Datatilsynet.

Datatilsynet har følgende kontaktoplysninger:

Datatilsynet
Carl Jacobsens Vej 35.
2500 Valby
Telefon: 33 19 32 00
Mail: dt@datatilsynet.dk
www.datatilsynet.dk

 

10. Cookies

Rejsekort & Rejseplan A/S anvender cookies på Selvbetjeningen www.mit.rejsekort.dk, hvis du giver samtykke dertil, medmindre der er tale om nødvendige cookies.

Løsningen til indhentelse af samtykke overholder gældende regler herfor, herunder Datatilsynets vejledning om behandling af personoplysninger om hjemmesidebesøgende.

En cookie er en lille tekstfil, der lagres i din enhed gennem din browser. De cookies, Rejsekort & Rejseplan A/S anvender, kan ikke indeholde virus.

Nødvendige cookies hjælper med at gøre en hjemmeside brugbar ved at aktivere grundlæggende funktioner. Præferencecookies gør det muligt at huske oplysninger som dit foretrukne sprog. Statistiske cookies hjælper med viden om, hvordan de besøgende på www.mit.rejsekort.dk bruger hjemmesiden.

Adgang til informationerne fra cookies:
Relevante medarbejdere i Rejsekort & Rejseplan A/S har adgang til de indsamlede oplysninger. Desuden videregives oplysninger i form af statistikker og lignende, uden angivelse af individuelle IP-numre, til de tilsluttede trafikvirksomheder, med det formål at få en bedre viden om brugen af hjemmesiden

 

11. Ændring af denne privatlivspolitik

Rejsekort & Rejseplan A/S gennemgår regelmæssigt denne privatlivspolitik for at holde den opdateret og i overensstemmelse med den måde, Rejsekort-appen fungerer på samt gældende principper og lovgivning.

Væsentlige ændringer af Privatlivspolitikken vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.mit.rejsekort.dk sammen med en opdateret version af Privatlivspolitikken. Du kan også altid finde seneste version af Privatlivspolitikken i appen eller i Selvbetjeningen.