Gå til hovedindhold

Basiskortet klar til børn

18. mar 2026 kl. 05:00
Fysisk kort eller mobil – også den yngste generation skal kunne rejse med et fysisk kort i den kollektive transport. Fra i dag kan børn få Basiskortet, et nyt fysisk alternativ til Rejsekort-appen

Fysisk kort eller mobil – også den yngste generation skal kunne rejse med et fysisk kort i den kollektive transport. Fra i dag kan børn få Basiskortet, et nyt fysisk alternativ til Rejsekort-appen.

”Basiskortet giver dit barn en let og tryg måde at rejse på, hvis en smartphone og app ikke er det rette for dem. Basiskortet er et fysisk plastikkort, som dit barn kan rejse med på tværs af bus, tog, metro og letbane til samme pris som i Rejsekort-appen”, siger Jens Willars, kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S.

Med lanceringen i dag, tager Basiskortet endnu et skridt fremad. Nu kan forældre bestille et Basiskort til deres børn på vores Selvbetjening på rejsekort.dk/Basiskort. I forvejen kan voksne, pensionister – både under og over 67 år – og rejsende med handicap bruge Basiskortet. Derudover kan man checke ekstra voksne, børn, cykler og hunde ind.

Helt nødvendigt med et nyt fysisk kort som alternativ til app

Det nuværende fysiske Rejsekort og de blå standere bygger på ældre teknologi og skal udskiftes.

”Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde Basiskortet til børn. Basiskortet er målrettet en bred brugergruppe: den digitalt utrygge, som finder det fysiske kort velkendt og trygt. Basiskortet er også til dem, der ønsker at rejse anonymt, og for forældre, der ønsker at udskyde deres børns første smartphone”, understreger Jens Willars, kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S.

Med Basiskortet slipper man for tank op-aftaler og for at finde forskellige standere til check ind, check ud og ekstra rejsende. Ét Checkpunkt klarer både check ind, check ud og ekstra medrejsende.

Basiskortet i fremtiden

Der tilbydes løbende nye muligheder til Basiskortet, blandt andet:

  • Købe Basiskortet i udvalgte kiosker, 7-Eleven og andre salgssteder
  • Købe og tanke et anonymt Basiskort op med kontanter eller betalingskort
  • Købe Basiskort og betale for rejser med en faktura, hvis du ikke har MitID
  • Basiskort med Pendler Kombi
  • Basiskort målrettet arbejdspladser

Fakta - Basiskortet 

  • Et personligt Basiskort koster 50 kr., og et anonymt koster 80 kr. ligesom det fysiske Rejsekort
  • Bestil kortet på rejsekort.dk/basiskort eller ring til os på 70 11 33 33
  • Betaling trækkes en gang dagligt med betalingskort eller MobilePay. Kan man ikke betale sådan, kan man visiteres til betaling med faktura, når vi åbner for det senere på året.
  • Man kan både checke ind og ud på alle gule Checkpunkter, og når man skifer transportmiddel skal man altid checke ud og derefter checke ind igen. Det er anderledes end det fysiske Rejsekort
  • Checker man ind igen inden for 30 minutter, betaler man kun for én rejse – ligesom med det fysiske Rejsekort
  • Basiskort kan bruges i hele Danmark undtagen Bornholm

 Lavere pris på rejser 

  • Lavere priser for børn, unge, pensionister under og over 67 og rejsende med handicap
  • 20 % rabat på rejser der starter uden for myldretiden på hverdage mellem kl. 11-13 og kl. 18-07 og lørdag, søndag og helligdage
  • Du kan overføre dit rabattrin fra dit fysiske Rejsekort til Basiskortet

Om Rejsekort & Rejseplan A/S

Rejsekort & Rejseplan A/S ejes af DSB, Trafikselskabet Movia, Metroselskabet I/S, Midttrafik, Sydtrafik, Nordjyllands Trafikselskab, FynBus og BAT

 

Pressekontakt

Rejsekort & Rejseplan A/S                                                             

Tlf.: 22 20 11 74                                                                                  

presse@rejsekort.dk