Gå til hovedindhold
Ikon for at åbne menu
Teksten der vises på båndet Manchet: Sætning efter overskrift. Vises også sammen i båndet. LÆS MERE Ikon titel
Vær opmærksom på, at der kan forekomme svindel LÆS MERE Ikon titel
Fra onsdag den 19. juni får rejsekort.dk en ny struktur og nyt design. Du kan fortsat anvende det samme brugernavn og adgangskode til selvbetjeningssiderne LÆS MERE Ikon titel

Rejsekort-brugere er fortsat godt tilfredse med rejsekort

3. feb 2015 kl. 08:36
Otte ud af ti rejsekortbrugere synes, at Rejsekortet er en god idé, og to ud af tre rejsekortbrugere synes, at rejsekortet gør det lettere at rejse med kollektiv trafik. Det viser den nyeste Rejsekort-undersøgelse, som blev gennemført i november-december 2014.
”Rejsekortbrugernes tilfredshed med Rejsekort er på niveau med 2013, hvilket er tilfredsstillende set i lyset af, at mange af de nye brugere formentlig har været afventende og måske ligefrem skeptiske i forhold til Rejsekort. Desuden er undersøgelsen gennemført i en periode, hvor der var en del negativ presseomtale af Rejsekort, og set i det lys er vi glade for resultatet af undersøgelsen,” siger Bjørn Wahlsten, administrerende direktør, Rejsekort A/S.

Undersøgelsen viser, at de nye brugere er lige så tilfredse som de erfarne brugere, der har haft rejsekortet i over et år og dermed har vænnet sig til kortet. Det gælder for eksempel, hvad angår oplevelsen af, at rejsekortet gør det lettere at rejse med kollektiv trafik, og at de får billigere rejser med Rejsekort. Det gælder især for passagerer, der har fået rabat uden for myldretiden.

En gruppe rejsekortbrugere udtrykker dog utilfredshed med Rejsekort, og der er en sammenhæng mellem utilfredshed og manglende check ud. Derfor sætter Rejsekort A/S og trafikvirksomhederne nu ekstra fokus på at minde passagererne om at huske check ind ved skift af transportmiddel og check ud, når rejsen er slut. Desuden har Rejsekort A/S netop understøttet udviklingen af app’en ’Rejs Nemt’, som skal hjælpe passagerne med at huske check ud.

Undersøgelsen viser også, at når først passagererne i den kollektive trafik får anskaffet sig et Rejsekort, er de mere positive over for kortet og dets fordele, end de passagerer, som ikke er begyndt at bruge Rejsekort. Det fremgår, hvis man i befolkningsundersøgelsen kigger på de passagerer, som bruger Rejsekort, og sammenligner med de passagerer, som ikke bruger Rejsekort.


Fakta: Om Rejsekort-undersøgelsen
  • ’Rejsekort-undersøgelse blandt brugere af Rejsekort 2014’ er foretaget i perioden 24. november til 18. december. I alt 3.197 respondenter har deltaget.
  • ’Undersøgelse om Rejsekort i den danske befolkning, der bruger kollektiv trafik mindst 1 gang i kvartalet’ er foretaget i perioden 24. november til 5. december. I alt 1.024 har deltaget.
Se 'Undersøgelse om Rejsekort i den danske befolkningen, der bruger kollektiv transport mindst 1 gang i kvartalet'

Se 'Rejsekort undersøgelse blandt brugere af Rejsekort - opdateret udgave'


Fakta: Om Rejsekort
Rejsekort A/S har udstedt i alt 1.076.190 Rejsekort, og danskerne har brugt deres Rejsekort til i alt 95,7 millioner rejser, siden det blev indført. I alt 405.489 Rejsekort har tilknyttet en automatisk tank-op-aftale, som sikrer brugerne, at der er penge nok på kortet til deres rejser. I 98,5 procent af alle rejser med Rejsekort checker passagererne korrekt ud. Den samlede omsætning for Rejsekort er indtil videre på 3,19 milliarder kroner.